TLH Logo

Vi lister os af sted på tå, når vi skal ud at fyre - vi fyrer bare det vi må, for resten tager vi syre………..… Sådan starter en af The Lonely Hearts' slagsange, og det er altså ikke så sjældent, vi sådan lister os af sted på tå.

The Lonely Hearts er Esbjergs første beachvolleyklub, dannet af tørstige sjæle tilbage i 1993, med det primære formål at få en fest stablet på benene ved enhver given lejlighed. De, som har mødt os rundt omkring i Danmark ved sommerens beachvolleystævner, kan sandsynligvis nikke genkendende til specielt det med fest, måske knap så meget det med beachvolley.

For skal vi være ærlige og erkende vores svagheder og styrker som klub, kommer vi unægtelig frem til den konklusion, at øl vejer tungere end en volleyball, og det prøver vi så at indrette os efter på bedste vis.

Klubben består af 10 medlemmer, som alle er i bestyrelsen. Hvert medlem har en titel og hertil hørende ansvarsområder. Varetages klubbens interesser ikke tilfredsstillende på et af disse ansvarsområder, tildeles der prompte anmærkninger til den (u)ansvarlige. Anmærkninger er altså en straf, og kan til syvende og sidst udløse et år i klubbens skammekrog, nemlig den sure tjans som Chefsekretær. Chefsekretæren tager referat ved bestyrelsesmøderne og har i øvrigt ikke nogen beføjelser, som rigtig batter, udover naturligvis stemmeret ved afstemninger. It really sucks to be a Chefsekretær.

Udover forsømmelse af pligter kan man redde sig anmærkninger ved at overtræde vores vedtægter. Der er i klubben 28 paragraffer, hver paragraf har desuden flere underpunkter og disse skal overholdes til punkt og prikke. Dette kunne være korrekt påklædning, afleveringsfrist til vores klubblad "Spalten" mv. Desuden er det svært for de enlige i klubben at få et skrald f…. uden at give en omgang til resten af bestyrelsen. (se evt. vedtægterne).

Bestyrelsesmøder afholdes en gang i kvartalet hos vores sponsor, Rådhuskroen i Esbjerg. Udover bestyrelsesmøder (hvortil der er gratis ØL) og 2-3 stævner om året har vi 2 årlige FFP-dage, hvor vi lørdag i uge 22 og 35 samles til morgenkaffe m/hele svineriet, derefter har vi aktiviteter i løbet af dagen og ender med at drikke hinandens hjerner ud om aftenen. Når vi herefter går i byen, er påklædningen ens.

Vi har alle den grundliggende holdning til livet, at kan man ikke huske noget, har det været en god fest, og det afspejler sig tydeligt i vores opførsel. Nogle vil sikkert kalde det barnligt, og de har så evigt ret. Men vi har det altså godt med det.

Til sidst vil er der bare at ønske god fornøjelse med at læse om vore oplevelser, vi vil såvidt muligt prøve at opdatere vores hjemmeside, så de nyeste oplevelser altid er med, men af uransagelige grunde går der altid oplysninger tabt.

Du er velkommen til at e-maile os - klik på billedet af den, du ønsker at komme i kontakt med.




Du er besøgende nr.: siden d. 5. december 2000

Opdateret d. 7.8.2003